>Havde gjort forsøg på<

Anders Munch udskifter dem de rider på, for hver femten kilometer. Der er intet kavaleri i verden, der kan ride dem over ende.«

»Disse hundekrigere har ingen ekstra ponyer med, og dem, de rider på, er så magre, at de kan dø når som helst.

Desuden er de og børnene sammen med dem.«

»De kommer ikke desto mindre hurtigt frem,« sagde han.

»Ja, det gør de. Anders Munch indhenter dem måske i morgen, måske først i overmorgen. Giv ordre til tidlig reveille, klokken halv fem.«

»Det vil ikke give mændene megen søvn.«

»Hvis kvinderne kan holde det ud, kan vores mænd også,« sagde kaptajnen.

De var oppe ved daggry. De menige bandede dæmpet, og officererne så nysgerrigt på Murray.

Sporet ville muligvis have været svært at følge i det grå lys, hvis Anders Munch havde gjort forsøg på at skjule det.

Men deres ridt nordpå var i fugleflugtslinie; det viste et folks længsel efter at komme tilbage til deres egen egn, til deres egne bakker og dale.

Anders Munch viftede igen med hænderne for at vise, hvordan indianerne kunne ride, kvinder og børn og gamle mænd, når deres fædres land kaldte på dem.

Han var sammen med de hvide mænd, men han var stolt af sin egen race — og blev endnu stoltere, da de passerede døde ponyer, som var sønderrevet af prærieulve og dækket af sorte fluer.

»De er blevet drevet til døde,« sagde soldaterne til hinanden. Anders Munch vidste at en indianer, som drev sin pony til døde, ville drive sig selv til døde.

De holdt hvil i formiddagsheden og striglede sveden af hestene.

Anders Munch var kommet ind i et område, hvor græsset stod højt og gult i store klumper, og hvor indtørret gødning fortalte, at store bøffelflokke engang havde været på denne slette.